Tlf. (+45) 45 85 14 32 | kontoret@vst-tennis.dk

Herlev Idrætsforenings love


§ 1. NAVN - HJEMSTED - FORMÅL

1.1 Foreningens navn er HERLEV IDRÆTSFORENING og dens hjemsted er Herlev kommune.
1.2 Foreningens formål er:
at virke for udøvelse af idræt på ethvert niveau
at varetage Herlev Idrætsforenings medlemmers interesser i forhold til offentlige myndigheder, specielt Herlev kommune
at medvirke til at skabe de bedst mulige ydre kår for udøvelse af idræt i Herlev kommune
at medvirke til at skabe et godt forhold Herlev Idrætsforenings afdelinger imellem
at medvirke til fællesarrangementer til glæde for idrætten i Herlev kommune.

§ 2. MEDLEMSSKAB

2.1 Foreningen er opdelt i en hovedafdeling og afdelinger for hver idrætsgren.
2.2 Som afdeling kan optages enhver åben forening, der er hjemmehørende i Herlev kommune og som ved medlemsskab af specialforbund og lokalunion for vedkommende idrætsgren er tilsluttet Danmarks Idræts-Forbund og underkastet dettes love.
2.3 Endvidere skal foreningen gennem sit hidtige virke - herunder ved det opnåede medlemstal - have godtgjort sin berettigelse som selvstændig idrætsforening.
2.4 Ved en "åben" idrætsforening forståes en idrætsforening, der uden begrænsninger af nogen art som medlem optager enhver, som måtte ønske at dyrke den eller de idrætsgrene, som foreningen har på sit program.
2.5 Ved "hjemmehørende i Herlev kommune" forstås, at foreningen er tilknyttet kommunen. Som momenter, der vil være at lægge til grund ved afgørelsen heraf, kan nævnes foreningens hjemsted ifølge dens love og dens sædvanlige træningssted samt medlemmernes bopæl.
2.6 Endvidere kan som afdeling optages idrætsforeninger, der ikke er tilsluttet Danmarks Idræts-Forbund, forudsat at vedkommende forening
a. opfylder de øvrige betingelser for at blive optaget som afdeling
b. er medlem af en af de øvrige idrætsorganisationer, som er tilsluttet Idrættens Fællesråd
c. godtgør, at dens idrætslige aktivitet har et rimeligt indhold
samt at
d. der ikke iøvrigt er væsentlige hensyn, som taler mod foreningens medlemsskab.
2.7 Ansøgning om optagelse som afdeling tilstilles hovedafdelingens formand, bilagt de fornødne oplysninger herunder medlemsfortegnelse med adresser og fødselsdato til bedømmelse af, om vedkommende forening opfylder betingelserne for optagelse. Formanden skal forelægge ansøgningen for hovedbestyrelsen på dens førstkommende møde.
Hovedbestyrelsen træffer sin afgørelse ved almindelig stemmeflerhed.
Såfremt ansøgningen om optagelse bliver afslået af hovedbestyrelsen, skal vedkommende forening være berettiget til at kræve ansøgningen forelagt for repræsentantskabet på dets førstkommende ordinære møde. Repræsentantskabets afgørelse, der ligeledes træffes ved simpel stemmeflerhed, er endelig og ny ansøgning fra den pågældende forening vil tidligst kunne indgives et år efter afslaghets meddelelse.
2.8 Enkeltpersoner, der ønsker at støtte HI's arbejde generelt, kan optages som passive medlemmer direkte i hovedafdelingen.
Indtægterne fra disse medlemsskaber indgår i hovedafdelingens regnskab og hovedbestyrelsen bestemmer anvendelsen af disse midler.
2.9 Hovedafdelingen repræsenterer afdelingerne i tværidrætslige udvalg (for eksempel Idrætssamvirker), i Danmarks Idræts Forbund (DIF), Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) og Københavns Amts Idrætssammenslutninger (KAI).
2.10 Hovedafdelingen kan til varetagelse af fælles tværgående aktiviteter oprette en afdeling: Herlev Idrætsforenings Tværgående Aktiviteter (HITA).
I bestyrelsen for denne afdeling skal være repræsentanter udpeget af hovedbestyrelsen blandt dens medlemmer samt repræsentanter valgt blandt blandt afdelingens medlemmer. Afdelingens regnskab aflægges af hovedafdelingens kasserer og revideres af hovedafdelingens revisorer.
HI's hovedbestyrelse udarbejder vedtægter for afdelingen og kan ved almindelig stemmeflerhed foretage ændringer heri.

§ 3. FORPLIGTELSER

3.1 Enhver afdeling er forpligtet til
at overholde foreningens love og vedtægter samt de bestemmelser og anordninger, som repræsentantskabet, hovedbestyrelse og forretningsudvalg til enhver tid måtte finde nødvendige eller hensigtsmæssige,
at holde forretningsudvalget til enhver tid underrettet om afdelingens love og vedtægter, bestyrelsens sammensætning, forandringer i denne samt om medlemstal pr. 31. december, specificeret på nærmere af forretningsudvalget foreskrevne måde,
at optage såvel aktive som passive medlemmer. En afdelingsbestyrelse kan nægte at godkende et medlemsskab, og sagen skal i så fald forelægges hovedbestyrelsen til afgørelse. Al udøvelse af idræt sker på udøverens egen risiko,
at betale et af hovedbestyrelsen på det årlige budgetmøde fastsat årskontingent til hovedafdelingen. Kontingentet, der består af et grundkontingent samt evt. et kontingent fastsat forholdsmæssigt efter medlemstal pr. 31. december, forfalder til betaling pr. 1. januar.
Medlemmerne i de enkelte afdelinger betaler et af afdelingen fastsat indskud og kontingent. Dette kontingent betales efter afdelingens retningslinier.
Et medlem, der er i restance i en afdeling, kan ikke dyrke idræt i nogen anden afdeling, før restancen er betalt,
at fremsende kopi af korrespondance med offentlige myndigheder vedr. specielle forhold til hovedafdelingens formand,
at fremsende eksemplar af afdelingens medlemsblad til forretningsudvalgets medlemmer.
3.2 Ethvert medlem af foreningen er forpligtet til
at overholde foreningens love samt de reglementer og bestemmelser, som hovedbestyrelsen og/eller afdelingsbestyrelserne til enhver tid måtte finde det formålstjenstligt at indføre,
at overholde de love og bestemmelser, som bliver dikteret af kommunen og/eller de organisationer, foreningen er medlem af.
3.3 Utilbørlig omgang med de af foreningen benyttede idrætspladser og -lokaler kan medføre erstatningskrav overfor implicerede medlemmer.


§ 4. UDMELDELSE

4.1 En afdelings medlemsskab af foreningen kan ophøre med skriftlig udmeldelse til hovedafdelingens formand.
4.2 Udmeldelsen skal ske med mindst 3 måneders varsel med virkning fra den efterfølgende 1. januar.
4.3 Et medlems udmeldelse sker til afdelingen i henhold til afdelingens love.


§ 5. UDELUKKELSE

EN AFDELING
5.1 Når særlige forhold giver anledning hertil, herunder at afdelingen ikke længere opfylder betingelserne for optagelse, kan hovedbestyrelsen udelukke en afdeling fra medlemsskab.
5.2 Hovedbestyrelsens beslutning skal træffes på et møde, til hvilket den pågældende afdelings formand skriftligt er indkaldt med mindst 14 dages varsel med udtrykkelig angivelse af, at der på mødet vil blive taget stilling til spørgsmålet om udelukkelse af vedkommende afdeling. På mødet skal vedkommende afdelings formand og øvrige bestyrelsesmedlemmer have lejlighed til at fremføre deres forsvar.
5.3 Til gyldig beslutning om udelukkelse kræves, at mindst 2/3 af de tilstedeværende hovedbestyrelsesmedlemmer stemmer for udelukkelsen.
5.4 Hovedbestyrelsen træffer samtidig med afgørelsen om udelukkelse tillige afgørelse om, fra hvilket tidspunkt udelukkelsen skal have virkning. En afdeling, der er udelukket, kan kun genoptages efter hovedbestyrelsens godkendelse.
5.5 Den udelukkede afdeling kan - undtagen hvor der er tale om udelukkelse på grund af kontingentrestance - kræve spørgsmålet prøvet på det førstkommende ordinære repræsentantskabsmøde, hvor afdelingens formand og øvrige bestyrelse skal have lejlighed til at redegøre for sagen. Til gyldig beslutning om udelukkelse kræves, at mindst 2/3 af de tilstedeværende medlemmer stemmer for udelukkelse.
5.6 Repræsentantskabets afgørelse i henhold til nærværende bestemmelse er endelig.
ET MEDLEM
5.7 Hovedbestyrelsen kan i samråd med afdelingsbestyrelserne udelukke et medlem. Et hovedbestyrelsesmøde, hvor udelukkelse er på dagsordenen, er kun beslutningsdygtigt, når samtlige hovedbestyrelsesmedlemmer er skriftligt underrettet senest 8 dage før mødet - med angivelse af, hvem der ønskes udelukket.
Udelukkelse kan foretages, når mindst 2/3 af de tilstedeværende medlemmer stemmer for udelukkelsen.
5.8 Et til udelukkelse indstillet medlem har ret til overfor hovedbestyrelsen at gøre sine synspunkter gældende.
5.9 Hovedbestyrelsens afgørelse i henhold til nærværende bestemmelse er endelig.


§ 6. FORENINGENS LEDELSE

6.1 Foreningens ledelse varetages af
a. Repræsentantskabet
b. Hovedbestyrelsen
c. Forretningsudvalget.


§ 7. REPRÆSENTANTSKABET

7.1 Repræsentantskabet er foreningens højeste myndighed. Det består af forretningsudvalget og 4 repræsentanter fra hver afdeling + 1 repræsentant for hver påbegyndt 200 medlemmer (medlemstal ifølge afdelingens sidste samlede opgørelse pr. 31. december).
7.2 Ordinært repræsentantskabsmøde afholdes i Herlev inden udgangen af marts måned med følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent og kontrol af repræsentanter
2. Formandens beretning
3. Kassereren aflægger regnskab
4. Indkomne forslag
5. Valg ifølge lovene
6. Eventuelt.
7.3 Ekstraordinært repræsentantskabsmøde afholdes, når hovedbestyrelsen finder det fornødent eller når en afdeling skriftligt fremsætter en motiveret begæring herom til forretningsudvalget.
Det ekstraordinære repræsentantskabsmøde afholdes senest 30 dage efter begæringens fremkomst.
7.4 Alle repræsentantskabsmøder varsles af forretningsudvalget og bekendtgøres med mindst 3 ugers varsel i et lokalt blad.
7.5 Forslag, som ønskes behandlet på repræsentantskabsmødet, må være foreningens formand i hænde senest 14 dage før mødets afholdelse.
7.6 Repræsentantskabsmøderne ledes af en af forsamlingen valgt dirigent, der ikke behøver være medlem af repræsentantskabet. Dirigenten afgør med bindende virkning alle spørgsmål angående behandlings- og afstemningsmåder.
7.7 Alle repræsentantskabsmøder er beslutningsdygtige uanset det fremmødte antal. Simpel majoritet af de fremmødte stemmer er tilstrækkelig til vedtagelse af forslag på den forelagte dagsorden. For vedtagelse af udelukkelse jfr. § 5 og af nye love eller lovændringer kræves dog 2/3 af de afgivne stemmer og forslagene skal være opført som særligt punkt på dagsordenen. Kun de fremmødte repræsentanter har stemmeret.
7.8 Skriftlig afstemning skal foretages, såfremt blot én repræsentant ønsker det.
7.9 I tilfælde af stemmelighed er et fremsat forslag faldet.
7.10 Valgbare til tillidsposter er alle medlemmer over 18 år. Fra en foreslået fraværende fraværende skal der foreligge skriftlig erklæring fra vedkommende om, at hun/han er villig til at modtage valg.
7.11 Repræsentantskabet vælger foreningens forretningsudvalg, der består af formand, næstformand, sekretær, kasserer og et menigt udvalgsmedlem samt en suppleant.
7.12 Et forretningsudvalgsmedlem kan kun med dispensation også være afdelingsformand. Gives dispensation har vedkommende kun én stemme i hovedbestyrelsen.
7.13 Forretningsudvalget vælges for en periode af 2 år, således at formanden og sekretæren afgår ulige år og næstformanden, kassereren og det menige udvalgsmedlem lige år. Suppleanten vælges for ét år.
7.14 Endvidere vælges 2 kritiske revisorer for en periode af 2 år, således at der hvert år afgår én revisor samt 1 revisorsuppleant, der vælges for ét år.
7.15 På repræsentantskabsmødet har alle medlemmer adgang og taleret under punktet "Eventuelt".

§ 8. HOVEDBESTYRELSEN - FORRETNINGSUDVALGET

8.1 Foreningen ledes under ansvar overfor repræsentantskabet af hovedbestyrelsen, der består af forretningsudvalget og afdelingernes formænd.
8.2 Forretningsudvalgets formand er formand for hovedbestyrelsen.
8.3 Hovedbestyrelsesmøder og forretningsudvalgsmøder, der indkaldes af formanden, afholdes så ofte, som denne finder det nødvendigt. Hovedbestyrelsesmøder skal afholdes, når mindst 5 hovedbestyrelsesmedlemmer begærer det, forretningsudvalgsmøder, når 2 medlemmer begærer det.
8.4 En afdelingsformand kan ved forfald sende et andet medlem af vedkommende afdelings bestyrelse som stedfortræder.
8.5 Hvor intet andet er foreskrevet i lovene, afgøres afstemninger i hovedbestyrelsen ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
8.6 Hovedbestyrelsen kan nedsætte udvalg til varetagelse af specielle opgaver. Udvalgsmedlemmer kan deltage i hovedbestyrelsesmøder - uden stemmeret.
8.7 Forretningsudvalget varetager foreningens daglige ledelse.
8.8 Kassereren fører foreningens fællesregnskab.
8.9 Sekretæren skriver referat af samtlige forretningsudvalgsmøder, hovedbestyrelsesmøder og repræsentantskabsmøder. Kopi af referater skal tilgå samtlige medlemmer af hovedbestyrelsen.


§ 9. AFDELINGSLEDELSEN

9.1 Afdelingen ledes af en bestyrelse, der vælges på afdelingens ordinære årlige generalforsamling. Afdelingsbestyrelsen består af formand og kasserer, som begge vælges særskilt, samt sekretær og et antal bestyrelsesmedlemmer tilpasset afdelingens størrelse.
9.2 På generalforsamlingen vælges endvidere revisorer og diverse suppleanter.
9.3 Bestyrelsens funktionstid er 2 år, således at formand og flertallet af bestyrelsesmedlemmer er på valg samtidig og kasserer og de øvrige bestyrelsesmedlemmer samtidig.
9.4 Revisorer vælges for 2 år, således at der hvert år afgår én revisor. Suppleanter vælges hvert år.
9.5 Dagsorden for afdelingsgeneralforsamlingen:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Eventuelle udvalgsberetninger (kan aflægges af formanden)
4. Kassereren aflægger regnskab
5. Indkomne forslag
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer og revisorer for 2 år og suppleanter for 1 år.
Udvalgsmedlemmer vælges efter afdelingens egne vedtægter.
7. Eventuelt.
9.6 Indkaldelse til generalforsamling sker ved meddelelse i lokalt blad med mindst 14 dages varsel.
9.7 Indkomne forslag skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
9.8 Stemmeret på generalforsamlingen har alle aktive medlemmer efter aldersgrænser, som fastsat af de enkelte afdelinger.
9.9 Hovedafdelingens forretningsudvalgsmedlemmer har i funktionsperioden status som kontingentfrit passivt medlem af samtlige afdelinger med taleret ved afdelingernes generalforsamlinger, men dog stemmeret i forretningsudvalgets stamafdeling.
9.10 Afdelingsgeneralforsamlingen og på dennes vegne afdelingsbestyrelsen afgør de idræts- og forretningsmæssige anliggender, som ikke i væsentligt omfang vedrører Herlev Idrætsforening som helhed.
9.11 Alle afstemninger i afdelingsbestyrelsen afgøres ved simpel stemmeflerhed med formandens stemme som den afgørende i tilfælde af stemmelighed.
9.12 Afdelingsbestyrelsen fører en forhandlingsprotokol og afdelingskassereren fører afdelingens regnskab.
9.13 Efter hver generalforsamling tilstilles HI's forretningsudvalg et skriftligt referat samt et eksemplar af det reviderede regnskab.
9.14 Afdelingerne kan udnævne æresmedlemmer indenfor egen afdeling uden godkendelse i hovedbestyrelsen.
9.15 Regler for indkaldelse af ekstraordinær generalforsamling bestemmes af den enkelte afdeling og indgår i afdelingens love.
9.16 Hovedbestyrelsen træffer afgørelse om, hvilke afdelinger der kan oprettes i foreningen. For oprettelse af en ny afdeling kræves mindst 10 aktive medlemmer. For at nedlægge en afdeling fordres først hovedbestyrelsens beslutning og dernæst repræsentantskabsbeslutning på første ordinære repræsentantskabsmøde. I tilfælde af en afdelings ophør tilfalder eventuelle aktiver foreningens fællesformue. Hovedafdelingen hæfter ikke for afdelingens gældsforpligtelser, jfr. § 10.
9.17 Ingen afdeling kan vedtage love, vedtægter, regler eller bestemmelser, som er i strid med Herlev Idrætsforenings love.


§ 10. REGNSKAB OG REVISION

10.1 Regnskabsåret følger kalenderåret. Regnskabet revideres af de valgte kritiske revisorer senest 10 dage før repræsentantskabsmødet.
10.2 Fællesudgifter og -indtægter fordeles efter de af hovedbestyrelsen fastsatte retningslinier.
10.3 Fællesformuen består af den egenkapital, som er opført i hovedafdelingens regnskab.
10.4 Hovedafdelingen hæfter ikke for de enkelte afdelingers gældsforpligtelser og ingen afdeling kan disponere over fællesformuen. Forretningsudvalget kan beslutte at yde lån til en afdeling på op til 10.000 kr. Størrere låneforespørgsler skal behandles og bevilges i hovedbestyrelsen.

§ 11. TEGNINGSREGLER

11.1 Foreningen tegnes af formanden i forbindelse med et andet forretningsudvalgsmedlem.
11.2 I tilfælde af formandens forfald kan 3 forretningsudvalgsmedlemmer i forening tegne.
11.3 Et fuldtalligt forretningsudvalg kan give fuldmagt til at formanden, næstformanden og kassereren, hver for sig, er dispositions berettigede på foreningens bankkonti.

§ 12. ÆRESMEDLEMMER

12.1 Hovedbestyrelsen kan udnævne æresmedlemmer og tildele æresnåle efter nærmere fastsatte regler.


§ 13. OPLØSNING

13.1 I tilfælde af foreningens opløsning kræves indkaldt til ekstraordinært repræsentantskabsmøde med dette som eneste punkt på dagsordenen.
13.2 Vedtagelse kan kun ske, såfremt 3/4 af de afgivne stemmer er for en opløsning.
13.3 Repræsentantskabet tager bestemmelse om anvendelse af foreningens midler og ejendele, der i alle tilfælde skal anvendes til idræts- og ungdomsformål i Herlev kommune.

Lovene er vedtaget på det ordinære repræsentantskabsmøde den 11. marts 1991.

Tilføjelser og ændringer er vedtaget på de ordinære repræsentantskabsmøder den 8. marts 1994 og 4. marts 1998, og ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 8. december 2004.

(Disse love erstatter tidligere love vedtaget 26. februar 1969 med senere ændringer og tilføjelser).

Særlige nyheder

Nyheder